Landslagteren Faaborg ApS

Danmarks mest innovative 2010

Slagtermester Kenneth Guldhammer med den nye, tang-barderede rullepølse, der vandt Innovationsprisen 2010.
Fotograf: Birgitte Rødkær.

Ung Faaborg-slagtermester er Danmarks mest innovative

Den 26-årige slagtermester Kenneth Guldhammer fra Landslagteren/mad med mere i Faaborg kan nu kalde sig danmarksmester i at udvikle nye, spændende kødprodukter med appel til kunderne.

Han sikrede sig nemlig Innovationsprisen 2010 i en landsomfattende konkurrence, udskrevet af foreningen Danske Slagtermestre i forbindelse med fagmessen Foodexpo 2010 i MCH Messecenter Herning.

Kenneth Guldhammers vinderprodukt er en røget rullepølse, barderet ("klædt i") med tang. En klassiker i japanske klæder, som overdommer Peter Aalbæk udtrykte det.
-Smagsmæssigt har Kenneth Guldhammer opnået et fortræffeligt resultat ved at kombinere den klassiske smag af rullepølse med den nye og anderledes tang-smag. Samtidig er rullepølsen meget flot udført. Produktet er således eksempel på en meget vellykket nytænkning inden for slagterfaget, mente dommerne.

Kunderne forventer vi er innovative
Netop nytænkning ligger Kenneth Guldhammer meget på sinde. - Selvfølgelig skal vi fortsat tilbyde vores kunder de mere traditionelle produkter. Men samtidig skal vi hele tiden udvikle os og skabe nye, spændende produkter, siger han.

- I dag forventer kunderne, at vi er innovative. Det stiller os konstant over for nogle spændende faglige udfordringer. Naturligvis sker det ind imellem, at et nyt produkt ikke falder i kundernes smag, men som regel er der meget stor interesse for de nyheder, vi introducerer, slutter Kenneth Guldhammer.

Efter to år som medindehaver af Landslagteren/mad med mere blev han den 4. januar i år eneejer af slagterforretningen i Faaborg.